Menu

Fin indsats mod Aarhus Fremad i fjerde test

image Foto: Young Work Productions
FC Djursland
07. februar 2020 kl. 15:26

I tirsdags, den 4. februar, spillede hajerne testkamp hjemme mod Aarhus Fremad. Det endte med en deler efter en fin indsats med flere større chancer i især første halvleg.

Tirsdagens møde med Aarhus Fremad var et stærkt match, eftersom gæsterne stillede op med en god håndfuld spillere med stor divisionserfaring til kampen. Vores unge trup, som bl.a. bestod af tre spillere fra U19, hvoraf én faktisk stadig kan spille U17, fik altså lærerig erfaring med videre frem mod den 14. marts, hvor forårssæsonen i DS, pulje 4 sparkes i gang.

Vi kommer ud til kampen som et energisk og aggressivt hold med kreativt og direkte spil. Aarhus Fremad viser styrker i den offensive del af spillet og bringer sig foran efter små 15 minutters spil. Midtvejs i halvlegen reducerer vi til 1-1, da Janus Didriksen bringer balance i regnskabet efter en overlegen assist fra Fløjborg.

Første halvleg bærer generelt præg af offensiv fodbold og flere gode scoringsmuligheder. Det, at vi blev farlige, er naturligvis et klart plus i bogen. Mulighederne bliver dog ikke omsat til flere mål, hvorfor stillingen ved pausen bliver 1-1 - på trods af den nemt kunne have været 3-3.

Anden halvleg bliver lidt mere afdæmpet, som den skrider frem. Der er enkelte chancer til begge hold, hvor Aarhus Fremad vel nok har den største scoringsmulighed kort inden slutfløjtet. Der scores ikke mere, så kampen ender dermed 1-1 efter en generelt fin indsats.

Næste træningskamp er lørdag den 22. februar på udebane mod Horsens fS kl. 16.00.