Menu

Nederlag til Kjellerup IF i efterårets sidste kamp

image Foto: Young Work Productions
FC Djursland
03. november 2019 kl. 13:54
I går tog hajerne imod Kjellerup IF i efterårssæsonens sidste kamp, og det endte desværre med, at hajerne måtte gå på vinterpause med et nederlag.

Hajerne var inden gårsdagens hjemmekamp ubesejret i fire kampe, og vi håbede på at fortsætte stimen, da vi fik besøg af femtepladsen fra Kjellerup.

Vi stillede op som følger i en 3-5-2-formation: Anders var på mål, og han havde en forsvarskæde bestående af Busk, Høffe og Brasch foran sig. Centralt på midtbanen var Cramer, Felipe og Janus, mens Koch og Fløjborg indtog kantpositionerne. Jarsmer og Lahn var på toppen.

Gæsterne fra Kjellerup starter stærkt ud og bringer sig allerede foran efter syv minutter, som konklusion på et flot, gennemspillet angreb. Kjellerup får med stor bevægelighed og fremadrettede pasninger hele tiden gjort sine spillere frie, og det giver os en masse defensivt at forholde os til. Efter 40 minutters spil lykkes det os dog at spille os frem til en stor chance, men Koch rammer indersiden af stolpen, og symptomatisk scorer gæsterne minuttet senere på et flot hovedstød efter hjørnespark til pausestillingen 0-2.

Vi kommer godt ud efter pausen og trykker på, hvilket giver nogle chancer, bl.a. da Jarsmer rammer overliggeren, men bolden vil simpelthen ikke ind. I det 72. minut lukker udeholdet så kampen med deres scoring til slutresultatet 0-3. Det var ikke den kamp, vi havde håbet på, men på dagen var der ingen tvivl om, at Kjellerup var det bedste hold.

Den næste turneringskamp er lørdag, den 14. marts, hvor vi møder Viby IF på udebane kl. 13.00.