Menu

Nederlag ude mod oprykkerne VRI

image Foto: Young Work Productions
FC Djursland
14. august 2019 kl. 17:27
I en kamp med to vidt forskellige halvlege blev det for svært for hajerne at indhente VRI's føring efter nogle miserable første 45 minutter.

Først og fremmest vil vi i trænerteamet og truppen gerne sige undskyld til vores fans og følgere for den beskæmmende ringe indsats, der blev leveret i udekampen mod VRI. En større kontrast til lørdagens indsats findes vel næppe...
 
Vi mødte slet ikke op og var på ingen måde klar, ligesom vi ikke holdt os til gameplanen. Dette resulterede i, vi kom bagud allerede efter tre minutter på et hjørnespark, hvor vi havde masser af muligheder for at afværge. Det gjorde vi ikke, så værternes Christian Dam takkede og sparkede bolden i kassen.

Dette burde være et wake-up-call, men nej - vi fortsatte med at invitere presset ind i hovedet og holdt ikke aftaler, ligesom der blev taget så mange forkerte beslutninger. Bredahl skal dog roses for at redde en friløber.

Efter 40 minutter scorede VRI's Jeppe Gehrt Laursen til pausestillingen 2-0 efter miserabelt forsvarsspil. Cheftræner Robert Sørensen havde, som han selv udtrykte det, ikke råbt og skreget så højt i mange år, som han havde gjort efter de første 45 minutter.

Vi kunne - hvis muligt - have skiftet samtlige 10 markspillere. Det blev dog blot til, at Frederik Laursen skiftede med Oliver Jensen, fordi anden halvleg ville blive duelspil. De resterende fik besked om, at de fik fem-syv minutter til at vise, de ønskede at blive.

Robert Sørensen fik dog tæmmet hajerne, for et forvandlet FCD-hold kom på banen efter pausen. Vi startede langt mere aggressivt, ligesom vi var bedre til at holde aftaler og tog bedre beslutninger.

Dette gav pote efter 61 minutters spil, hvor Morten Bruun slap fri af forsvaret, afdriblede den fremstormende keeper og scorede i tomt mål. Jarsmer havde haft bolden i kassen i første halvleg, men der blev dømt offside - denne gang talte det, og nu var vi kun bagud med én.

Værterne blev presset i bund, og Oliver Jensen ramte stolpen. I det 63. minut afløste Gertsen så Janus Didriksen, og vi fastholdt presset. Men som det ofte er, når man skal jage en udligning, så åbner man bagud. Det udnyttede Rasmus Winther Johansen fra VRI i det 69. minut, da han lukkede kampen med sin 3-1-scoring. Selvom værterne blev presset i bund, så udeblev de helt åbne chancer, og kampen endte 3-1. Læringen, som blev påpeget overfor holdet, er at være klar fra start, holde aftaler, tage bedre beslutninger både på og imod bolden.

Vi takker for støtten til de fremmødte!

Allerede på fredag er det tid igen, når vi drager til Vendsyssel for at tage sejren mod IF Skjold Sæby, der ligesom os har samlet tre point sammen efter de første to runder.