Menu

Profil af en spiller: Anders Emil Hjorth

image Foto: Young Work Productions
FC Djursland
16. marts 2020 kl. 12:02
Hvem er Anders Hjorths største fodboldidol og yndlingshold? Og hvordan er hans spillestil og ambitioner som fodboldspiller? Få svaret på disse spørgsmål m.fl. herunder hvor du kommer lidt tættere på hajen end normalt.

Højde:
184 cm.

Vægt:
82 kg.

Trøjenummer:
24.

Tidligere klubber:
Stenvad Boldklub (i dag AC Norddjurs)

Kælenavn:
De fleste kalder mig bare ved mit efternavn (Hjorth), men jeg bliver også engang imellem kaldt for ”Jord”. Dette kommer sig af, at jeg i to år arbejdede som det, man kalder for ”jord- og betonarbejder”

Beskriv dig selv med tre ord:
Udadvendt, humørspreder og ambitiøs

Hvilken type fodboldspiller er du?
Jeg er målmand. Min spillestil kan man nok bedst beskrive som traditionel, all-round eller som shotstopper. Mine styrker er i "1v1", igangsætninger, reaktionsevne, og jeg er god på stregen. Min svaghed er manglende dominans i feltet.

Hvor lang tid har du været i FC Djursland, og hvad er dit forhold til klubben?
Jeg har været en del af FC Djursland, siden jeg var 15-16 år. Først som en del af de forskellige ungdomshold og har, siden jeg var ca. 19 år, været en del af førsteholdstruppen. Jeg har et meget nært forhold til klubben og alle folkene omkring den. Jeg har været en del af FCD i mange år og har oplevet både nedturene og opturene. Noget af det bedste ved klubben er de faciliteter, vi får stillet til rådighed. De er i en klasse for sig! Derudover skal de altid fantastiske supportere af klubben nævnes. Det er fedt, at der altid er mange på lægterne. Et særligt skud ud skal der dog lyde til de levende legender Hanne og Bryggeren!

Fun fact: jeg fik debut for førsteholdet i den samme kamp, som Felipe fik debut.

Hvem er dit største fodboldidol?
Mit største idol gennem tiderne må være Gianluigi Buffon. Han har bare så meget klasse både på og udenfor banen. Derudover skal der nævnes Kasper Schmeichel og Jan Oblak som nogle lidt nyere idoler for mig.

Hvilke klubber holder du med?
Der er kun én klub for mig, og det er AC Milan! Det er dog lidt hårdt at være fan af dem for tiden...

Hvad er din største fodboldoplevelse?
Det må være, da jeg på min studietur til Brasilien i gymnasiet, var inde og se det store lokalderby mellem Internacional og Gremio. 60.000 mennesker på stadion, en slåskamp på banen og masser af drama!

Hvad laver du til daglig?
Til daglig læser jeg Medievidenskab på Århus Universitet.

Hvad er din livret?
Den er svær, men mors mad går man aldrig galt i byen med!

Hvordan er din musiksmag?
Der er meget hiphop og rap på mine playlister.

Hvad er dine personlige målsætninger som fodboldspiller?
At spille på det højeste niveau som muligt.