Menu

Overblik: U17-holdet misser oprykning i sidste sekund

image Foto: Frederik Nicolajsen
FC Djursland
16. oktober 2019 kl. 12:00
Få et overblik over U17-holdets netop afsluttede sæson, som, på trods af at oprykning bestemt var inden for rækkevidde, endte med en anonym tredjeplads.

U17-holdet startede ud med makspoint efter de første tre kampe (herunder en storsejr mod VSK Aarhus, læs referat her) og lå derfor i en god position til oprykning på daværende tidspunkt. 

I fjerde runde gjaldt det Brabrand, som vi dengang delte førstepladsen med. Optakten i ugen op til søndagskampen var uden cheftræner Hans Holch Jensen men med assisterende træner Daniel Bloch, der i en kort stund fungerede som vikarierende cheftræner. Det var en udfordring for selv den bedste, da Brabrand er et rigtig godt hold. Taktikken til kampen var kort sagt at parkere bussen og køre på kontraer - ren José Mourinho-stil. For at gøre 80 minutters forsvarsspil kort, så spillede drengene til punkt og prikke med en fantastisk Mikkel Vayland Hansen, der hjalp til som keeper i målet bag dem, grundet en lyskenskade til førstemålmand Nicolaj Rohde. Planen blev fulgt til perfektion, og resultatet 0-0 var et resultat, vi godt kunne være tilfredse med.

Så snart kampen blev fløjtet af, var der rettet fokus mod tirsdagens derby og sidste kamp i sæsonen ude mod Kolind/Midtdjurs. Uafgjort ville være tilstrækkeligt til at holde fast i andenpladsen, da Kolind/Midtdjurs lå et point under os, men det er farligt at spille efter, så i stedet ville vi ud jagte en sejr. Det afspejlede sig i taktikken, der i modsætning til weekendens kamp gik ud på at være spilstyrende, og det må man sige, vi blev. De unge hajer spillede til tider rigtig god fodbold, men vi skabte bare ikke nok chancer.

Vi kommer foran på en dødbold, hvor spidsangriberen Ivan Sorokin kommer til bolden og sætter hovedet på et centimeter-præcist indlæg fra Mathias Rønde Drejer Nielsen. Inden første halvleg slutter, får vi også vores andet mål. Denne gang er det Noah Wallentin Tjener, som kommer først til bolden efter et kort hjørnespark, som også ligger lige, hvor det skal.

Kolind/Midtdjurs kommer på 1-2 i starten af anden halvleg. Værternes stærke William Uldal smækker et indlæg indover, og bagerst i feltet står nøgne Jonas Høegh og kan køligt sparke bolden op i nettaget uden chance for tilbagevendte Nicolaj Rohde.

Kampen er i vores hænder, men vi skaber ikke chancer. Vi prøver os med et par udskiftninger og et formationsskifte for at lukke kampen. Med formationsskiftet får vi lukket af oppefra, og vi får rigtig godt styr på hjemmeholdets spil samt lukket af for deres lange bolde - men så kommer der to minutters helvede…

Først går Mathias Rønde Drejer Nielsen ud med krampe. Minuttet efter udligner Kolind/Midtjurs, da de kommer højest men let til et ind-ad-slået hjørnespark og header den op i krydset i bogstaveligste forstand - BANG, sagde det. Med 2-2 ville vi dog stadig holde fast i andenpladsen, men Kolind/Midtdjurs var slet ikke færdige. 45 sekunder efter står den pludseligt 3-2, og hele stadion samles i en flok ved det nærmeste hjørneflag for at fejre målet og måske også sejren. Målet kommer efter en - tro det eller ej - lang bold fra deres bagstopper op igennem vores midtbane, og så slukker lynhurtige Christian Greffel alt lys i øjnene af hajerne og bringer Kolind/Midtdjurs på 3-2. De unge hajer forsøger godt nok at jagte målet i overtiden - desværre uden held.

Nu venter en pokalkamp mod Liga-1-holdet fra VSK Aarhus, som i skrivende stund indtager førstepladsen med 25 ud af 30 mulige point. VSK Aarhus besøger HSM Arena i dag, onsdag den 23. oktober, med kampstart klokken 17.00.