Menu

U17 cementerede førstepladsen i vinterturneringen i Liga 2

image Foto: Young Work Productions
FC Djursland
08. marts 2020 kl. 20:00

1-5 blev resultatet af mødet mellem Stilling IF og FC Djursland U17 lørdag, den 7. marts.

Med Peter Præst ApS som ny holdsponsor udbyggede FC Djurslands U17-drenge føringen i tabellen i vinterturneringens Liga 2 med en stensikker 1-5-sejr over Stilling IF.

Edis Demirovic er efter gårsdagens kamp nu oppe på syv mål i vinterturneringen, stærkt efterfulgt af sin angrebskollega Ivan Sorokin, der har lavet fem mål samt hele seks assists.

Første halvleg blev domineret af de unge hajer, der spille- og chancemæssigt havde overtaget. Efter to minutter opsnapper Ivan Sorokin en bold højt oppe i banen, som smides videre til Edis Demirovic, der klasker den op i hjørnet til 0-1 - og så var vi ligesom i gang.

Efter knap et kvarters spil er angriberduoen igen i hovedrollerne. Ivan modtager bolden fra Edis og dribler forbi to-tre modspillere, inden han køligt udplacerer Stillings målmand med en lav afslutning fra kanten af feltet til 0-2.

10 minutter senere er de unge hajer på spil igen. Ivan tilkæmper sig bolden på et udspark fra Nicolaj Rohde og spiller Edis i dybden. Han svigter ikke og bringer os foran 0-3.

Efter en halv times spil reducerer Stilling på et straffespark til pausestillingen 1-3.

Vi er dog kun lige knapt kommet ud efter pausen, inden vi udbygger føringen igen. Ivan opsnapper en fejlaflevering midt på modstandernes banehalvdel og løber derefter - med en mand i ryggen hele vejen - ned til målfeltet, hvor han sparker bolden ind bag keeperen til stillingen 1-4.

Herefter blev anden halvleg ellers lidt ligesom det første møde - Stilling IF med spilovertaget, hvor de også får skabt sig nogle gode chancer, som selvfølgelig blev håndteret flot af målmanden, Nicolaj Rohde.

Til sidst lukker og slukker Edis for Stillings eventuelle comeback-håb ved at fuldende sit hattrick efter fornemt forarbejde af Eben Bizala til slutresultatet 1-5.

Målscorere:

0-1 Edis Demirovic (assist: Ivan Sorokin)
0-2 Ivan Sorokin (assist: Edis Demirovic)
0-3 Edis Demirovic (assist: Ivan Sorokin)
1-3 Ukendt (straffe)
1-4 Ivan Sorokin
1-5 Edis Demirovic (assist: Eben Bizala)

Se VEO video og highlights her:

https://app.veo.co/matches/20200303-stilling-if-vs-fcd/