Menu

U17 SKRIVER SIG I HISTORIEBØGERNE

image Foto: Kattegat Cup
FC Djursland
29. juli 2019 kl. 13:03
Det helt nye U17-hold kunne nærmest ikke have startet bedre ud. Hajerne vandt nemlig Kattegat Cup rimelig overbevisende.

Kort efter annonceringen af det nye U17-hold, skulle de debutere ved årets netop overståede udgave af Kattegat Cup.

De helt unge hajer spillede i de klassiske rød/sorte FC Djursland-trøjer, med hvilke de gik ubesejret igennem turneringen med en målscore på 11-3.

Første kamp blev spillet torsdag aften mod Slemmestad IF:1, og det blev til en snæver 3-2-sejr, efter de fik scoret det afgørende sejrsmål i allersidste sekund.

Den første sejr blev efterfuldt af to mere de næste par dage med henholdsvis en 1-0-sejr fredag mod Eidsvold Turn Fotball:2, inden vi sikrede os videre avancement fra gruppespillet med en 4-1-sejr lørdag formiddag over Varhaug IL U18.

Lørdag aften ventede så semifinalen mod Hafslund IF:1, og også herfra gik drengene videre, da de vandt 1-0.

Søndag formiddag var det finaletid. Modstanderen var Orstad Idrettslag U18, og på scoringer af Nis Traulsen og Andreas Bager vandt hajerne 2-0.

Selvsamme Bager løftede trofæet over hovedet lidt efter, og det var tydeligt, at fremtiden for de unge hajer er lys.

Drengene skrev sig desuden i historiebøgerne, da det er første gang, FC Djursland vinder Kattegat Cup.

U17-holdet træner om tre dage, den 1. august, fra kl. 18.30 til kl. 20.00 på bane 2 på HSM Arena.

Alle er velkomne - enten til at træne med (hvis man vel at mærke er fra årgang '03 eller '04) eller blot overvære træningen fra sidelinjen.