Menu

U19: "Klasseforskel" i sæsonafslutning mod Odder IGF

image
FC Djursland
28. juni 2020 kl. 20:30
I fredags afsluttede de unge hajer sæsonen på bedste vis med en sikker sejr over Odder. Det var samtidig den sidste ungdomskamp for mange af spillerne, der bliver seniorer efter sommerferien, mens også trænerteamet, Allan og Felipe, går nye veje.

Tredje og sidste kamp i U19 Liga 1 2020 Cup skulle foregå på HSM Arena mod Odder. De skulle af forskellige grunde spille deres første kamp i serien, mens vi efter nederlag på Fyn og en sejr hjemme over Skanderborg skulle spille tredje kamp. For mange af vores spillere skulle det være sidste kamp som ungdomsspiller, så det var passende, at det blev mod Odder, hvor vi virkelig har behov for revanche.

På grund af sygdom, arbejde og skader måtte vi have forstærkning fra U17. Vi starter med Blicher på kassen og en "Fab Four"-bagkæde bestående af Diego, Atas, Firgaard og Mads. På midtbanen er Taylor, Mikkel og Nicklas. Forrest Kasper, Hassan og HJ. Til indskiftning har vi Mathias, Nis og Cramer.

Starten er lidt rodet. Odder er godt organiserede, og vi skal lige finde os til rette. Ret hurtigt må vi skifte Mads med Mathias pga. skade. De første 20 minutter sker der ikke så meget, men alligevel bevilger dommeren en vandpause efter ca. 20 minutter.

Efterhånden som halvlegen går er det mere og mere os, der styrer spillet. Vi kommer i Odders felt flere gang og har mange gode forsøg – bl.a. har HJ to gode forsøg i samme angreb, hvor han først er alene med målmanden, dernæst et godt langskud, som målmanden ikke kan holde. Riposten går til Hassan, som også får en god afslutning.

Vi har flere gode opspil. Mikkel har en god dribletur i feltet, Kasper har to gode forsøg, på oplæg fra Hassan, og Taylor et skud på stolpen.

Vi har prøvet det før – vi har alt spillet, vi har rigtig gode forsøg, men mangler lige det sidste. Så laver vi et enkelt mis – en clearing mislykkes og pludselig, efter en god halv times spil, er vi nede med en enkelt.

Vi får en god snak i pausen. Ingen kan være i tvivl om, at vi har mulighederne, og vi har spillet, så det skal nok komme.

Anden halvleg starter som første sluttede – Odder er rimelig godt organiserede, men spiller for spiller er vi bedst, og vi spiller os frem til flere gode chancer. Nicklas bl.a. med et godt forsøg på frispark.

Vi skruer op for vores pres, og efter ca. fem minutters spil får vi fat i bolden på Odders banehalvdel. Bolden ender ved Nicklas, som udligner til 1-1.

Da der er spillet godt 20 minutter, driver Hassan bolden frem. Han fældes, så vi får 10 minutter i overtal, men det har vi ikke altid været gode til at udnytte. Vi sætter ekstra pres på og spiller med to angribere. Men endnu engang får vi ikke så meget ud af vores overtal – ud over at tappe Odder for kræfter.

Igen er der en kort vandpause midt i halvlegen. Vi er helt enige om at fortsætte presset. Der er ikke mange forsøg fra Odder, og vi sidder på spillet.

Kort efter bliver Mikkel væltet i feltet, og der dømmes straffe. Desværre må HJ se sit udmærkede forsøg reddet af Odders målmand, så vi er stadig på 1-1.

Odder kan ikke blive ved med at holde stand. Med ca. et kvarter tilbage spiller HJ fra højre side af feltet en aflevering helt på tværs, hvor Mathias dukker op. Med et godt placeret, fladt skud til det lange hjørne får vi endelig bragt os foran 2-1 – det lettede!

Efter endnu fem minutter spiller Nicklas den anden af vores lånespillere Nis Traulsen, som takker for venligheden ved at score til 3-1 – så skulle den ged være barberet.

Med ganske få minutter igen vurderer dommeren, at Hassan falder for let, så der gives gult for film. Vi slutter kampen i undertal, men holder hjem. Det ender altså med tre fortjente point - man kunne passende citere en af vores trofaste følgere, Lars Pedersen: "Der var jo klasseforskel!"

Selvom der "kun" var tale om en nødturnering, og selvom vi ikke har kunnet træne optimalt i foråret, har vi fået tre gode kampe med godt fodboldspil og godt humør. Vi kan sige farvel til U19 Liga 1 med en god fornemmelse.

Flere spillere skal prøve kræfter med seniorfodbold, Felipe skal være cheftræner for FCD's Danmarksseriehold, Allan Firgaard går på "pension", og klubben har valgt, at de nye U19'ere skal prøves af i Liga 2 og 3.

Endnu engang var der fint besøg til vores hjemmekamp. Herfra skal lyde en stor tak for den støtte, I har vist os. Særlig glæde vakte det at se, at Sigurd igen var på pletten! Vi håber, I fortsat vil bakke op om ungdomsholdene, men først – go' sommer!