Menu

U19: Chancerig generalprøve mod Randers Freja

image Foto: Allan Firgaard Jespersen
FC Djursland
08. marts 2020 kl. 16:00

I fredags tog hajerne imod lokalrivalerne fra Randers Freja i generalprøven til sæsonstarten i næste weekend. På trods af at have været nede med tre kom hajerne flot igen.

Fredag aften spillede U19-holdet sin sidste træningskamp, før det for alvor går løs. Modstanderen var Randers Freja. Bendix og Blicher havde byttet vagt for være med og Taylor stillede op med et bøjet ribben fra søndagens kamp. Fokuspunkterne var igen fokus på vores fodbold og fokus på egne opgaver. 

Vi stillede op med Blicher samt Mads, Guney, Frederik og Diego i bagkæden. Taylor, Mikkel og Nicklas på midten og Thor på toppen med Hassan og Sander på kanterne. Cramer, Russel og Bendix startede på bænken.

Vi starter bedst ud med godt pres som aftalt og kommer tæt på chancer i starten af kampen. Da der er spillet ca. fem minutter, jagter Randers' 9'er en aflevering til Blicher, som dog når bolden først. Randers-spilleren kommer med knopperne forrest, så han må tage kampens første gule kort.

11 minutter spillet, Firgaard sender Sander afsted i venstre side. Han går til baglinjen og sender den ind til Thor, som får en god afslutning på. To minutter senere får Sander frispark i venstre side. Nicklas' forsøg går desværre lige forbi. 19 minutter – vi er lige mange igen - Hassan sender bolden ind foran mål fra højre side, og Thor er igen tæt på. Fem minutter efter får han sendt et godt langskud afsted mod Randers-målet.

I løbet af den første halve time har vi altså haft mange gode forsøg og er tæt på at få bolden i kassen. Vi presser godt men har ikke lige det sidste held.

Efter 40 minutter viser Randers tænder med en friløber, men Firgaard og Blicher får presset angriberen, så afslutningen går forbi. Desværre går det galt efter 42 minutter, da Randers nærmest ud af ingenting får scoret, da vi ikke får bolden ud af farezonen.

Kort før pausen snakker Sander sig til et gult kort, så vi kommer til at starte anden halvleg i undertal og nede med 0-1.

Randers starter anden halvleg med et stort pres. Allerede efter to minutter kommer Randers lidt for let til en afslutning, og to minutter senere igen udnytter de overtallet, da vi mister bolden på midten, til at bringe sig foran med 0-2. Kort efter udbygger randrusianerne også til 0-3.

Vi viser dog god moral, og da Sander kommer på banen igen har han en afslutning fra kanten af feltet, som dog ikke ændrer på stillingen. Med 20 minutter igen får vi endelig hul på bylden. En løs bold i feltet lander hos Sander, som reducerer til 1-3. Efter 77 minutter dømmer dommeren straffe til os, men Nicklas hamrer bolden på overliggeren, så vi er stadig nede med to.

Lidt efter bliver Diego fældet i et gennembrud. Nyt gult til Randers, hvilket betyder, at vi er i overtal resten af kampen. Kort efter bliver Hassan også fældet i et gennembrud, hvilket resulterer i endnu et gult kort til Randers og endnu et straffespark til FCD. Denne gang udnytter Thor den store chance, og vi er på 2-3 med få minutter tilbage på klokken. Vi får ikke udlignet, så vi må stille os tilfredse med at være kommet godt igen.

Vi fik vist for os selv og de fremmødte tilskuere, som skal have tak for, at de kom, at vi kan være med på niveauet men må tage et knebent nederlag. Vi er bedst, når vi spiller vores spil, samt når aftaler holdes, og vi spiller til tider rigtig god fodbold med mange chancer. Desværre får vi ikke udnyttet vores overtal, og vores undertal koster dyrt. 

Søndag starter turneringen, når vi møder Herning Fremad på hjemmebane. Kampen spilles kl. 16.00 på "Kunsten" – håber, vi ses!