Menu

U19: Nederlag til Odder IGF

image Foto: Allan Firgaard Jespersen
FC Djursland
09. november 2019 kl. 10:58
Onsdag aften gæstede de unge hajer Odder IGF i sæsonens 12. runde, og det blev desværre til et nederlag samt skader til et par spillere efter et uheldigt sammenstød i kampens start.

Vi har ikke gode minder fra den vanskelige kunstgræsbane i Odder, men vi håbede, at kampen onsdag aften kunne blive et vendepunkt - også selvom vi heller ikke har for gode erfaringer med hverdagskampe.

En god gang opvarmning, og vi er fulde af optimisme. Der er igen god støtte fra sidelinjen, så tak for det.

Optimismen får dog et alvorligt skud for boven, før der er spillet 10 minutter. Lasse og Guney får ikke kommunikeret og slår hovederne sammen. De ender begge med en tur på skadestuen med flækket øjenbryn og brækket næse. I første omgang tager Taylors mor Mie sig af den præhospitale behandling, hvilket vil sige, hun får stoppet blødningerne med de forhåndenværende midler og gjort Guney kampklar. Lasse er ikke i stand til at fortsætte.

Erstatningerne gør det godt - igen - men vi er pressede, dels af situationen, dels af et godt pres fra Odder. Vi holder dog stand, og efterhånden arbejder vi os ind i kampen og kommer til flere gode forsøg. Efter ca. en halv times spil sætter Taylor fra baglinjen Thor op til et godt forsøg. Thor er senere tæt på at komme fri på en dyb stikning, og i en tredje situation bliver Sander fældet uden for Odders felt, men desværre får Odders keeper fat i Nicklas' gode forsøg - dog fortsat ingen scoringer.

I slutningen af halvlegen er HJ meget tæt på at få en god chance, da han efter et godt pres får fat i bolden i nærheden af Odders felt, men vi går til pause med 0-0. Forsvaret har stået godt, og alle har hjulpet, og så har Blicher haft nogle gode redninger, når alt andet svigtede - alt i alt en godkendt første halvleg.

Vi starter anden halvleg med en plan om at fortsætte med at spille for og med hinanden, men allerede efter fem minutter mister vi bolden midt på banen. Odder misser ikke friløberen og bringer sig, ikke ufortjent, foran med 1-0. Ganske få minutter senere har Odder en kæmpechance, hvor bolden efter endnu en Blicher-redning ryger ud til en Odder-spiller, som tordner bolden langt over mål.

Drengene kæmper videre, alle gør deres bedste, og vi forsøger at komme mere med. Med knap 20 minutter igen fældes Sander uden for Odders felt. Denne gang er Nicklas bedre en målmanden, da han udligner med et fantastisk frispark helt oppe i hjørnet. 1-1 kunne være et godt resultat.

Men vi er presset på ressourcer. Firgaard er gået ud med lyskeproblemer, og HJ har fået et vrid i knæet, så vi har ingen muligheder for udskiftning. Med 10 minutter igen går det galt. En Odder-afslutning bliver rettet af, så bolden går i mål uden chance for Blicher. Dermed går luften ud af ballonen - modgang og hårdt pres giver to lidt unødvendige mål til Odder, så vi må drage hjem med et 4-1-nederlag. Vi er stadig over stregen og er bedst i 6'er-regnskabet, så vi kan stadig selv afgøre vores skæbne i Liga 1, men vi tager naturligvis med glæde imod al den hjælp, vi kan få.

I morgen, søndag, kl. 14.00 tager vi imod rækkens nummer et, SfB/Oure. Vi har Carbac, Guney og Lasse ude, men heldigvis gode folk klar til at træde til.