Menu

U19: Status over året 2019

image Foto: Allan Firgaard Jespersen
FC Djursland
14. januar 2020 kl. 16:33

Cheftræneren for U19 gør rede for år 2019's forløb for de unge hajer, der sluttede året af med endnu engang at sikre overlevelse i Liga 1.

Første del af historien er en fortsættelse af efterårssæsonen 2018, hvor vi med en forrygende slutspurt kvalificerede os til at fortsætte i Liga 1.

Vi blev placeret i nord-puljen med hold som Hobro, Aab, Jammerbugt FC, Randers Freja, IF Lyseng, Hjørring IF og Viborg FF – en blanding af gamle kendinge og nye modstandere.

Med stort set uændret trup – en lille håndfuld træningskampe mod U19-hold fra Randers og Lyseng samt lokalopgør mod Østdjurs og GIFs serie 2-hold følte vi os godt rustet til en sæson med de bedste hold i Liga 1.

Første kamp på hjemmebane var mod et af de hold, vi ikke kendte, Jammerbugt FC. Årets første start 11’er var: Andreas Breum, Mikkel Sloth, Frederik Firgaard, Frederik Vogel, Diego Tanaka, Emil Birkedal, Sebastian Ring, Nicklas Sloth, Oliver ”HJ” Hjortshøj, Oliver Jensen og Emil Sander. På bænken Lasse Svith, Rasmus Tøttrup og Oskar Warnke.

Kampen viste os noget om, hvilken fysik og boldsikkerhed der skal til for at være med på dette niveau – vi fik bevist, også overfor os selv, at vi kan være med. Vi var foran på mål af Emil Birkedal men måtte nøjes med det ene point.

De næste kampe var på udebane – først i Randers som vi tabte 5-3, en kamp hvor vi fik at mærke at vi skal altså være klar og på dupperne i 2 x 45 plus det løse for at få points. Dernæst en tur ad E45 til Aalborg hvor vi på fight og medvind i 2. halvleg redder os endnu et point på en svær udebane.

Anden hjemmekamp var hurtigt overstået – Hjørring, som havde fået flyttet kampen til søndag, meddelte at de ikke kunne stille hold. Det havde vi ikke forventet i Liga 1, men vi har jo også en stor og bred trup, hvor vi også stiller spillere til rådighed for DS, Serie 2 og 5. Første sejr var således en skrivebordssejr.

I Viborg tager vi en god 0-4 sejr med hjem – det var godt for selvtilliden og pointkontoen – vi ligger efter de fem kampe på fjerdepladsen, som er vores uofficielle mål.

Så tog imod vores ønske-/hademodstander Hobro på HSM Arenas grønne græstæppe – et tidligt dømt straffe mod Vogel og et rigtig godt spillende Hobro-hold gjorde livet svært for os, så vi måtte tage et 0-2 nederlag.

Næste kamp, en hverdagsaften i Lyseng kårer vi for første og hidtil eneste gang officielt en man of the match: Rasmus Winther. Han havde flere kampafgørende redninger suppleret med en del ”almindelige” redninger – vi holdt en snæver 0-1 hjem, måske ikke helt fortjent men hva’?

Så har vi et par kampe med nederlag – først til Jammerbugt som hidtil kun havde sat de points til som de tabte i Grenaa. Vi ville gerne have gentaget succes’en men måtte kapitulere til et rigtigt godt hold som havde heldet og dygtigheden når det gjaldt – 3-0 og en lang tur hjem.

Dernæst skulle vi have Randers Freja på besøg på Trustrup Stadion. Vi var noget skades ramt og i løbet af kampen tog vi rigeligt med gule kort. Kampen endte med et nederlag til Freja på 1-4 – surt show, men kun 4 dage til næste hjemmekamp.

Torsdag aften tog vi imod Aab – sidst spillede vi 2-2. Vi gentog kunststykket og scorede 2, til gengæld holdt vi modstanderne fra at score så endnu 3 points på kontoen og stadig med vores målsætning indenfor rækkevidde.

Søndag, E45, lang tur med bus til Hjørring – fy for den – vi snakker ikke om det og vi har næsten glemt at vi efter en dårlig, uinspireret og helt igennem utilfredsstillende kamp måtte tage hjem med et 8-2 nederlag – aldrig er der scoret så mange mål mod os!

3 kampe tilbage – vi slår Viborg FF 1-0 på HSM Arena. Taber 3-1 i Hobro og skulle så slutte af på hjemmebane mod IF Lyseng. Det var samtidig et farvel til ungdomsfodbold for 00’erne. Vi sluttede af med maner – både på banen hvor vi vinder 2-1 men så sandelig også til afslutningsfesten i Grønsværen i timerne efter kampen. Anita og Co. gjorde på sædvanlig vis deres til at gøre dagen festlig. Vi nåede vores målsætning om at holde os i den bedste halvdel. Samtidig har vi formået at holde fast i fællesskabet omkring holdet – der har været god stemning og vi har brugt mange forskellige spillere samtidig med at vi har bidraget med spillere til holdene omkring os.

Sommerferie – og derefter nye folk på banen. Vores sæsonopstart er ofte præget af at en del af vores spillere går på Brazil og derfor møder sent ind til træning. De er i form og gode fodboldspillere, men det tager lidt tid at få dem spillet ind.

Et par træningskampe med lidet imponerede resultater fik os til at frygte sæsonstarten. Vi var endt i en pulje med nogle lange ture til Fyn – SfB/Oure, Tarup/Paarup og Dalum IF samt en tur til Fredericia. Af mere lokale islæt var også Skanderborg FC, Odder og AGF/Lyseng i puljen.

I de første kampe gentog mønsteret var træningskampene sig – vi spillede ok, var fint nok med i kampene men, men, men vi fik ingen points ud af anstrengelserne. De første 5 kampe endte med nederlag. Dette til trods formåede vi at holde intensiteten til træning og humøret højt når vi var sammen.

Forløsningen kom så i vores 4. hjemmekamp hvor Fredericia kom på besøg i Grenaa. De blev sendt hjem med et 8-1 nederlag – så er vi i gang!

Vi holdt stilen i næste hjemmekamp hvor det i Trustrup gik ud over FC Skanderborg som vi gav et ”æg” 6-0 stod der da dommeren fløjtede af.

Næste kamp var en fremrykket kamp – vi måtte tilrette turneringsplanen lidt da en stor del af holdet skulle med Brazil til Brasilien på studietur i løbet af oktober måned. Kampe på hverdagsaftner er ikke vores livret, men denne gang var det på hjemmebane så der var håb om points.

Efterårets kampe er primært for at kvalificere sig til forårets Liga 1 – de fem bedste i vores pulje ville kvalificere sig direkte. Den bedste 6’er fra de 3 puljer ville også kvalificere sig til slutspillet. Vores dårlige sæsonstart presser lidt, men før aftenens kamp mod AGF/Lyseng har vi vundet 3 kampe i træk.

Det bliver, som altid, mod AGF/Lyseng en duel-kamp hvor fysik og vilje får stor betydning. Desværre bliver gæsternes målmand skadet da vi scorer til 2-0 midt i første halvleg. Føringen holder til pausen. Vi forsøger at holde bolden indenfor egne rækker og spille vores eget spil. Det lykkes selvom vi også bliver ramt af skader og advarsler – kampen slutter 4-1 og vi er nu over stregen.

Derefter tager vi to spændende uafgjorte – først 2-2 i Tarup/Paarup i en kamp hvor værterne spillede meget hårdt men vi fik ikke udnyttet vores gode perioder. Dernæst en onsdag aftenstur til Skanderborg.

Det var ikke vores bedste kamp, men afslutningen var hæsblæsende og kunne med lidt mere held og dygtighed have givet os tre points. 0-0 ved pausen – vi kommer bagud med 2-0, men kommer tilbage i kampen 2-1 efter 81 minutter, 2-2 efter 84 minutter og 2-3 efter 90 minutter hvor der samtidig er gult til Skanderborg. I tre minutters overtid lykkes det for Skanderborg at udligne til kampens resultat 3-3 – vi er stadig bedre end Skanderborg i det indbyrdes regnskab, men vi kunne godt have brugt to points mere.

Så må vi vente næsten fire uger før næste kamp – i mellemtiden har vi en pokalkamp mod Silkeborg Ifs ligahold. Vi taber men får prøvet nye spillere – et par U17 spillere og nogle af de spillere som har fået mindst spilletid. Resultatmæssigt ok.

3. november er de rejselystne kommet hjem og vi tager endnu en tur til Odense – vi kommer hjem fra Dalum med et enkelt point hvilket vi ikke var helt tilfredse med, men alligevel så var det vores første kamp sammen længe.

Onsdagen efter skulle vi så til hadebane nr. 1 – kunstgræsbanen i Odder. Vi har ikke spillet ret længe før Svit og Atas støder sammen, begge må en tur på skadestuen (et flækket øjenbryn og en brækket næse) – heldigvis havde Taylor taget sin mor med, så vi fik god hjælp på stedet – tak for det Mie! Vi tabte 4-1.

Så skulle vi, på ny, tage imod rækkes nr. 1 SfB/Oure – de slog os 2-6, men benyttede en ulovlig spiller så efter sæsonens afslutning fik vi en 3-0 sejr og 3 points som vi godt kunne have brugt før sæsonafslutning.

Så skulle det hele afgøres i Fredericia – de skulle vinde for at ende som nr. 5, vi kunne klare os med uafgjort hvis Skanderborg ikke vandt i Lyseng. Believe and enjoy !! var Felipes indgangsbøn – vi skal spille vores spil. Desværre kommer Fredericia foran efter knap 8 minutter på en omstilling. Fredericia spiller hårdt og får flere advarsler, vi er ikke gode nok til at udnytte vores overtal. Men efter 58 minutter af 2. halvleg får vi udlignet. Det bliver startskuddet til et stort pres fra Fredericia (på og udenfor banen) som ikke kan bruge uafgjort. Med en mandfolkepræstation lykkes det drengene at holde 1-1 og vi må vente spændt på et resultat fra Lyseng.

På E45 kommer den forløsende sms – AGF/Lyseng har vundet over Skanderborg og vi er således sikre på femtepladsen i puljen og dermed også Liga 1 i foråret. Det satte gang i festen og hjemme var Anitas folk klar med en fest.

I foråret får vi så fornøjelsen af nogle ture vestpå Ringkøbing, Holstebro, Herning samt nordpå Thisted, Hjørring og Jammerbugt samt en lille udflugt til Randers.

Vi håber vi kan holde sammen på disse herlige drenge – de spiller noget godt bold, de er gode til at feste sammen og der er en god intensitet og gejst til vores træning.

Godt nytår – håber at se jer i 2020!