Menu

U19: Uheldigt nederlag efter overtidsscoring

image Foto: Allan Firgaard Jespersen
FC Djursland
09. september 2019 kl. 19:16
Hajerne spillede i går hjemme imod Dalum IF. På trods af at vi var foran for første gang i sæsonen og ellers spillede en fin kamp, var marginalerne igen imod os.
Operationen lykkedes, men patienten døde - skuffelsen efter hjemmekampen mod Dalum er næsten ikke til at bære.
Vi starter med Blicher, Mikkel, Bendix, Firgaard og Diego som de bagerste bastioner. Foran dem skulle Lasse og Taylor være drivkraften på midten, Hassan og Nicklas på kanterne og Sander og Thor i front.
Vi starter fornemt med højt pres og godt sammenspil. Efter 10 minutter er vi kommet frem til to hjørnespark og haft yderligere et par gode forsøg. Efter 12 minutter får Dalums toer et gult kort for "trøje-riv". Vi får desværre ikke udnyttet de 10 minutter i overtal.
Vi er stadig mest på bolden og spiller os frem til flere forsøg, og efter en halv time bliver Nicklas væltet i feltet - straffe til FCD. Thor udnytter den store chance, så for første gang i efteråret er vi foran.
Vi fastholder presset og har flere gode forsøg, herunder et hovedstød fra Firgaard og et fra Thor samt et gennembrud fra Mikkel. Før pausen laver vi et par udskiftninger for at få ny luft til presset og holder 1-0-føringen til pausen.
Det holder desværre ikke så længe. Mens der bliver fyldt vanddunke får Dalum et straffespark, som de udnytter til 1-1. Vi fortsætter det gode spil, og efter fem minutter har Firgaard en god tur i venstre side, som afsluttes med en tværaflevering til Hassan, der desværre ikke får rigtig ram på bolden.
Vi skifter lidt igen, men Dalum kommer mere med i kampen. Vi mister bolden lidt for hurtigt, når vi har fået fat i den. Blicher har et par redninger, og Mikkel må lave en sidste-øjebliks-tackling, da Dalum spiller sig igennem i højre side.
Dalum har et godt forsøg lige forbi mål ganske kort før 90 minutter. Kort efter får de også skrabet bolden over stregen efter noget klumpspil i vores felt... Fodbold er IKKE retfærdigt! Vi har spillet en god kamp, og vi har haft bolden mest, men det får man ikke point for. Man skal score flest mål.
Vi må glæde os over, at vi spiller en god kamp og så se frem til en Svendborg-tur på torsdag.
Tak for støtten og det store fremmøde. Næste hjemmekamp er lørdag den 21. september 14.00 mod FC Fredericia. Vi håber, I vil komme igen.